OPKRÆVEDE BELØB UD OVER LEJEN…

3. oktober 2014

Huslejenævnet i Odense godkendte beløb ud over lejen.

Ved brev af 23. april 2014 har lejernes repræsentant, Lejernes Landsorganisation, indbragt en sag

om hvorvidt lejerne er forpligtet til at betale BS-gebyr 10,00 kr. pr. md.,

om hvorvidt lejerne er forpligtet til at betale for adgang og brugsret til vaskeri 150,00 kr. pr. md., og

om gyldigheden af klausulen i lejekontraktens § 11, særlige vilkår, hvorefter lejen forhøjes med 100 kr. pr. måned, hvert års 1. januar første gang den 1. januar 2009 og sidste gang den 1. januar 2028.

Udlejeren er RDR Holding ApS.

Nævnet har gennemgået sagens oplysninger og dokumentationer.

AFGØRELSE

Nævnet har i medfør af § 106 i lov om leje vedtaget,

1. at pålægge lejerne at betale BS-gebyr,

2. at pålægge lejerne at betale for adgang og brugsret til vaskeri, og

3. at fastslå, at trappelejeklausulen i § 11 om årlige forhøjelser er gyldigt aftalt.

Nævnets afgørelse er ikke enstemmig, idet et medlem har stemt for at udlejer ikke berettiget kan få et betalt BS-gebyr refunderet ved lejerne.

BEGRUNDELSE

Ad 1

Nævnet har lagt til grund, at det mellem parterne i lejekontraktens § 3 er aftalt, at lejen opkræves over Betalings Service, og at udgifterne til betalingsservice 10,00 kr. pr. måned opkræves ved lejerne sammen med lejen.

Ad 2

Nævnet har lagt til grund, at det mellem parterne i lejekontraktens § 1 er aftalt, at lejerne har adgang og brugsret til vaskeri, og at det mellem parterne i lejekontraktens § 3 er aftalt, at lejerne for adgang og brugsret til vaskeriet betaler 150,00 kr. månedligt, som opkræves sammen med lejen.

Ad 3

Nævnet har lagt til grund,

at det af lejelovens § 53, stk. 2, sidste pkt. fremgår: ”I lejeperioden kan dog aftales forhøjelser med bestemte beløb til bestemte tidspunkter”,

at det af lejekontraktens § 11, særlige vilkår fremgår, at lejen forhøjes med 100 kr. pr. måned, hvert års 1. januar første gang den 1. januar 2009 og sidste gang den 1. januar 2028, og

at nævnet herefter ikke har fundet grundlag for at tilsidesætte klausulen.

Mindretallets udtalelse vedrørende BS-gebyr:

Jeg har lagt til grund,

at det i lejekontrakten er aftalt, at lejerne skal betale BS-gebyr ud over den aftalte leje,

at der dermed er tale om refusion af en af udlejer afholdt udgift der ikke har hjemmel i lov om leje jf. i denne sammenhæng præmissene i Højesterets dom af 30. juni 2009 (U 2009.2497 H), og

at udlejer dermed ikke er berettiget til at få udgiften til BS-gebyr refunderet ved lejerne.

KLAGEVEJLEDNING

Såfremt sagens parter er uenige i nævnets afgørelse, kan afgørelsen inden for en frist på 4 uger indbringes for boligretten. Dette sker ved udtagelse af stævning, som indgives til Retten i Odense, Albanigade 28, 5000 Odense C.

Hverken nævnet eller boligretten kan hjælpe parterne med at få sagen indbragt. Hvis man ønsker hjælp til at få udfærdiget en stævning i overensstemmelse med retsplejelovens regler, kan der søges bistand hos en advokat.

Huslejenævnets afgørelse i sag 14-112, Nyborgvej 114, 5000 Odense C

 

Nyhedsarkiv

Dato Nyhed
30.10.2024 OPLÆG FRA KONFERENCEN
24.10.2024 ESG-SEMINAR V/EJENDOM DANMARK
16.10.2024 FYRAFTENSMØDE 18.11.2024

Vis alle (382)