Vedtægter

Senest ændret på foreningens ordinære generalforsamling den 23. marts 2022.

§ 1

Foreningens navn er Ejendomsforeningen Fyn med binavnene Ejendomsforeningen Odense og Odense Grundejerforening.

§ 2

Foreningens hjemsted er Odense Kommune.

§ 3

Foreningens formål er i enhver henseende:

-at fremme og varetage medlemmernes interesser – og ejere af udlejningsejendomme i særdeleshed i forhold til lejere og disses organisationer, samt offentlige myndigheder i al almindelighed

-at yde medlemmerne vejledning i lejeforhold, herunder udbrede kendskabet til relevant lovgivning og retspraksis på områder, der har medlemmernes interesse ved information og afholdelse af kurser

-at virke for, at medlemmernes interesser repræsentere i nævn, boligretten, kommissioner og institutioner, der berører grundejerstanden samt afgiver udtalelser til brug for domstole og offentlige myndigheder

-at påtage sig opgaver for foreningens medlemmer, eksempelvis lejeberegninger, varslinger, huslejenævnssager, ejendomsadministration for udlejningsejendomme/ejerforeninger, udfærdigelse af lejekontrakter mv.

og i øvrigt opgaver for de enkelte medlemmer efter bestyrelsens skøn.

§  4

Et medlemskab er af mindst 1 kalenderår varighed. Udmeldelse af foreningen skal ske skriftligt til foreningen. Udmeldelsen kan ske med 3 måneders varsel til et kalenderårs udløb.

Ophør af et medlemskab giver ikke et medlem ret til at få kontingentet tilbagebetalt eller at få udbetalt en andel af foreningens formue.

§ 5

a. Enhver ejer af fast ejendom, herunder ejerforeninger, kan optages som medlem. Et firma/selskab kan optages som medlem, og skal repræsenteres af én navngiven person.

b. Enhver person, virksomhed, selskab og offentlig myndighed, der har relation til ejendomsbranchen – uden at være ejer af fast ejendom – kan optages som medlem.

c. Bestyrelsen kan nægte at optage et medlem, hvis den pågældende inden optagelsen har udvist en adfærd, der er i strid med de gældende etiske regler for foreningen eller på anden måde groft, har modarbejdet foreningens målsætninger og interesser.

Hvis et flertal nægter at optage en ansøger, kan mindretallet forlange spørgsmålet om pågældendes optagelse indbragt på den førstkommende generalforsamling.

d. Bestyrelsen kan ekskludere et medlem, hvis denne udviser en adfærd, der er i strid med de gældende etiske regler for foreningen eller på anden måde groft, har modarbejdet foreningens målsætninger og interesser.

Eksklusion af et medlem kræver enighed i bestyrelsen.

Eksklusion af foreningen kan af medlemmet kræves godkendt af generalforsamlingen. Godkendelse kræver simpel stemmeflerhed blandt fremmødte stemmeberettigede medlemmer.

§ 6

Det årlige medlemskontingent reguleres hvert års 1. januar med stigningen i Danmark Statistiks nettoprisindeks fra oktober måned året før til oktober måned forud for reguleringstidspunktet.

Kontingentstigninger udover indekseringen skal fastsættes på den årlige generalforsamling.

Ved betaling efter forfald er foreningen berettiget til at opkræve såvel rykkergebyr som morarenter i henhold til den enhver tid gældende lovgivning.

§ 7

Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed.

Ordinær generalforsamling afholdes hvert år i januar kvartal med følgende dagsorden:

1. Valg af dirigent og referent.

2. Bestyrelsens beretning.

3. Forelæggelse af årsrapport til godkendelse samt orientering om budget for det indeværende regnskabsår.

4. Valg af medlemmer til bestyrelsen.

5. Valg af revisor.

6. Indkomne forslag.

7. Eventuelt.

Bestyrelsen kan beslutte, at ordinære og ekstraordinære generalforsamlinger kan afholdes digitalt. Generalforsamlingerne skal så vidt muligt afholdes fysisk.

Hvis generalforsamlingen og/eller den ekstraordinære generalforsamling afholdes digitalt, sker afstemningen ligeledes digitalt.

§ 8

Indkomne forslag skal være bestyrelsen i hænde senest 4 uger før generalforsamlingen.

§ 9

Ekstraordinær generalforsamling afholdes, når enten bestyrelsen beslutter det, eller mindst 1/10 af de stemmeberettigede medlemmer ved skriftlig, under-skrevet henvendelse til bestyrelsen, bilagt motiveret dagsorden, anmoder om afholdelse heraf.

Generalforsamlingen skal da afholdes senest 3 uger efter anmodningens modtagelse.

§ 10

Generalforsamlinger, såvel ordinære som ekstraordinære, indkaldes af bestyrelsen med mindst 8 dages varsel ved bekendtgørelse på foreningens hjemmeside www.effyn.dk.

§ 11

Alle beslutninger på ordinær eller ekstraordinær generalforsamling tages ved simpel stemmeflerhed blandt fremmødte stemmeberettigede medlemmer.

Stemmeberettiget er kun medlemmer, der ikke er i kontingentrestance.

§ 12

Beslutninger om opløsning af foreningen kræver dog tilslutning fra mindst 75% af de fremmødte stemmeberettigede medlemmer og mindst 25% af samtlige stemmeberettigede medlemmer. Hvis forslaget ikke opnår tilslutning fra 25% af samtlige stemmeberettigede medlemmer, kan generalforsamlingen beslutte, at der inden 3 uger afholdes ny generalforsamling, hvor beslutning kan træffes med alene 75% af de fremmødte stemmeberettigede medlemmer.

Beslutninger om ændring af foreningens vedtægter kræver dog tilslutning fra mindst 75% af de fremmødte stemmeberettigede medlemmer. Mindst 10% af de tilstedeværende kan dog kræve, at bestyrelsen inden 14 dage, med sædvanligt varsel, skal indkalde til en ny generalforsamling, hvor mindst 75% af de tilstedeværende på denne generalforsamling skal stemme for forslaget.

§ 13

Foreningen ledes af en af generalforsamlingen valgt bestyrelse.

Bestyrelsen består af 5-7 medlemmer, der alle vælges for 2 år ad gangen, så der hvert år vælges henholdsvis 3 og 2/4 medlemmer. Genvalg kan finde sted.

Valgbar er foreningens egne medlemmer. Medlemmer, der i valgperioden opnår den til enhver tid fastsatte folkepensionsalder, kan dog ikke vælges.

§ 14

Bestyrelsen konstituerer sig selv efter generalforsamlingen med en formand og næstformand. Bestyrelsen ansætter sin egen forretningsorden.

Beslutningen træffes ved simpel stemmeflerhed. Ved stemmelighed er formandens stemme afgørende.

§ 15

Foreningen tegnes af formanden og næstformanden i forening. Bestyrelsen kan meddele prokura.

Ved køb, afhændelse og pantsætning af fast ejendom tegnes foreningen af den samlede bestyrelse.

§ 16

Til varetagelse af den daglige ledelse af foreningen ansætter bestyrelsen en direktør.

§ 17

Generalforsamlingen vælger for 1 år af gangen en statsautoriseret revisor til udarbejdelse af foreningens regnskab.

§ 18

Foreningens regnskabsår følger kalenderåret.

§ 19

Beslutning om opløsning kan alene træffes som i § 12 anført.

Hvis mindst 20% af stemmeberettigede stemmer imod opløsningen og erklærer sig villig til at fortsætte foreningen som ny forening, skal de være berettigede til at kræve foreningens formue overført til en sådan ny forening.

I modsat fald skal foreningens formue overgå til en fond, hvis bestyrelse udpeges på foreningens sidste generalforsamling.

Indtægterne fra fonden skal efter ansøgning tilgå til personer i ejendomsbranchen, der ønsker at videreuddanne sig, eller projekter der fremmer udviklingen i ejendomsbranchen.