BEGGE LEJER HÆFTER

8. juli 2026

Lejelovens § 187 stiller strenge formelle krav til udlejers håndtering af fraflytningssynet. Problemerne opstår bl.a., når der er flere lejere på lejekontrakten, men det alene er den ene lejer, der møder frem. Kan udlejer så miste sit istandsættelseskrav.

Huslejenævnene skal i forbindelse med en sag efterse, hvorvidt udlejer har sørget for at overholde de formelle krav omkring fraflytningssynet, herunder om lejerne har fået en kopi af fraflytningsrapporten.

Huslejenævnet i Odense har behandlet en sag om problemstilingen med opfyldelsen af de formelle krav.

Lejeaftalen var indgået mellem udlejere og to samlevende lejere. Udlejer havde ikke indkaldt lejerne skriftligt til fraflytningssynet. Fraflytningssynet var blevet aftalt med lejer A, men det var alene lejer B, der mødte frem til fraflytningssynet. Lejer B modtog og underskrev et eksemplar af fraflytningsrapporten med følgende ordlyd:

Ovenstående istandsættelsesarbejder er parterne enige om skal udføres for lejers regning i forbindelse med fraflytningen. Lejer bekræfter desuden ved sin underskrift at have modtaget en genpart af flytterapporten.”

Spørgsmålet var så, hvorvidt lejer A var behørigt underrettet om udlejers istandsættelseskrav.

Nævnet lagde i denne sag til grund, at lejerne med deres adfærd have bibragt udlejeren en forståelse af, at lejer B, der var mødt til synet, var befuldmægtiget til at handle på begge lejeres vegne.

Afgørelsen kan i sin helhed læses her.

Men står der flere lejere på lejekontrakten, så bør udlejer håndtere det på denne måde:

  1. Indkald alle lejere, der står på lejekontrakten.
  2. Møder der kun én lejer op, så sørg for at der foreligger en skriftlig fuldmagt fra øvrige lejere på lejekontrakten. Fuldmagten bør give den fremmødte lejer ret til at deltage i synet, modtage rapporten, underskrive for modtagelsen og indgå evt. aftale om istandsættelse.
  3. Hvis der er usikkerhed om fuldmagten, bør synet gennemføres med den fremmødte lejer. Men straks efter afholdelsen af synet bør rapporten sendes til andre lejere på lejekontrakten.

Nyhedsarkiv

Dato Nyhed
08.07.2026 FOTODOKUMENTATION NØDVENDIG
08.07.2026 INDBRINGELSE AF VARMEREGNSKAB
08.07.2026 HVIS LEJER FÅR FULDT MEDHOLD

Vis alle (453)