VARSLING LEJEFORHØJELSE, “SMÅHUS”

14. september 2017

Huslejenævnet i Odense har ved en afgørelse af 12. september 2017 behandlet en sag om indsigelse mod en varslet lejeforhøjelse. Nævnet godkendte en forhøjelse af lejen, ikke som varslet, men en forhøjelse til årligt 47.500,00 kr., svarende til 475,00 årligt pr. kvm.

“Ved brev af 5. juli 2017 har udlejeren indbragt en sag om indsigelse mod en varslet lejeforhøjelse til ikrafttræden den 1. oktober 2017.

Lejeren [...], v [...] og udlejeren [...], v/Ejendomsforeningen Fyn.

Lejeforhøjelsen er varslet over for lejeren ved brev af 13. juni 2017, hvorefter den årlige leje er krævet forhøjet fra 39.397,44 kr. til 60.000,00 kr.

Nævnet har foretaget en besigtigelse af forholdene på stedet den 23. august 2017.

AFGØRELSE

Nævnet har i medfør af lejelovens § 106, nr. 1, vedtaget at godkende, at den årlige leje pr. 1. oktober 2017 forhøjes, ikke som varslet, men skønsmæssigt til årligt 47.500,00 kr.

BEGRUNDELSE

Nævnet har lagt til grund,

at lejeforholdet er omfattet af reglerne i boligreguleringslovens kapitel IV A om huslejeregulering for mindre ejendomme,

at for disse ejendomme gælder reglerne om ændring af lejevilkår i kapitel VIII i lejeloven,

at lejen for disse lejemål dog ikke væsentligt må overstige den leje, der betales for tilsvarende lejeforhold med hensyn til beliggenhed, art, størrelse, kvalitet, udstyr og vedligeholdelsesstand omfattet af reglerne i boligreguleringslovens kapitel II-IV, og hvor lejen er reguleret efter reglerne om omkostningsbestemt leje, jf. boligreguleringslovens § 7, og

at det følger af lejelovens § 47, at såfremt lejen er væsentligt lavere end det omkostningsbestemte lejeniveau for tilsvarende lejeforhold, kan udlejeren kræve lejen forhøjet med et beløb, der er rimeligt under hensyn hertil.

Afgørelsen er truffet i henhold til disse regler.

BEMÆRKNING

Opmærksomheden henledes på lejelovens § 113 a, hvoraf det bl.a. fremgår, at såfremt udlejeren ikke har efterlevet tre eller flere endelige huslejenævnsafgørelser inden for en periode på 2 år, kan der ske indberetning til Grundejernes Investeringsfond. Udlejeren kan herefter ved dom frakendes retten til at administrere ejendomme med udlejede beboelseslejligheder eller frakendes retten til at bestemme, hvem der skal administrere ejerens ejendomme med udlejede beboelseslejligheder.

KLAGEVEJLEDNING

Såfremt sagens parter er uenige i nævnets afgørelse, kan afgørelsen inden for en frist på 4 uger indbringes for boligretten. Dette sker ved udtagelse af stævning, som indgives til Retten i Odense, Albanigade 28, 5000 Odense C.

Hverken nævnet eller boligretten kan hjælpe parterne med at få sagen indbragt. Hvis man ønsker hjælp til at få udfærdiget en stævning i overensstemmelse med retsplejelovens regler, kan der søges bistand hos en advokat.”

Huslejenævnets afgørelse i sag 17-235, Krogslundvej 18, 5220 Odense SØ.

 

Nyhedsarkiv

Dato Nyhed
30.10.2024 OPLÆG FRA KONFERENCEN
24.10.2024 ESG-SEMINAR V/EJENDOM DANMARK
16.10.2024 FYRAFTENSMØDE 18.11.2024

Vis alle (382)